1. maj 2021 begyndte et nyt kapitel hos Lime, da Erik Syrén som virksomhedens administrerende direktør (CEO) gav stafetten videre til tidligere trainee, salgschef og senest COO Nils Olsson. Selv om rolleskiftet er godt planlagt og ikke afviger fra Limes forventede retning, er omstillingen måske af den grund endnu mere tydelig for Nils personligt.

”Jeg har haft chancen for at øve mig i mine nye opgaver i løbet af de seneste års tætte samarbejde med Erik, og det er jeg taknemmelig for. Men det er klart, at der sandsynligvis vil være udfordringer i CEO-rollen, som jeg i dag er lykkeligt uvidende om!”

Nils’ rejse hos Lime begyndte i 2006 – nærmere bestemt efter at den nyuddannede civiløkonom i Linköping stødte på en jobannonce på campus.

”Jeg hørte om jobbet og måtte gå på speeddate og lave en case for det her softwarefirma, som dengang hed Lundalogik. Senere mødte jeg grundlæggerne nede i Lund og blev tilbudt jobbet på vej ud af døren. Det var tilfældigvis også det første job, jeg ansøgte om efter eksamen, så der var selvfølgelig en stor portion held, der landede lige hos mig!”

Nils begyndte som en af de første trainees hos Lime, dengang Lundalogik. De var seks personer, der begyndte samtidigt, hvoraf fire stadig arbejder her i dag.

”Et skønt minde fra vores trainee-tid må være overnatningslejligheden i Lund. Set i bakspejlet var den jo i princippet meget spartansk indrettet med madrasser på gulvet, men for os var det luksus at have adgang til en fælles lejlighed!”

Hvordan gik det til, at du følte dig hjemme hos Lime, tror du?

”Den kultur og stemning, som prægede organisationen, var noget, der passede godt til, hvem jeg var. Der var, og er stadig, en herlig konkurrencementalitet hos Lime kombineret med en holdånd, som jeg kunne genkende fra ishockey, der tidligere havde været en stor del af mit liv. Vi blev et hold, der ville en masse, havde drive og en sult efter sammen at nå langt.”

Nu til dags er 15 år i samme virksomhed en evighed. At bevæge sig mellem forskellige arbejdsgivere for at udvikle sig i sin karriere anses som normen snarere end undtagelsen. Hvad har gjort, at du er blevet hos Lime?

”Det er et spørgsmål, jeg svarer på med jævne mellemrum, og jeg tror det skyldes, at man lidt afslappet tænker, at en virksomhed ikke ændrer sig og er den samme år efter år. Lime var en helt anden organisation, da jeg begyndte, end vi er i dag. Jeg har fået muligheden for at være med ved etablering på nye markeder, have forskellige roller og ikke mindst at arbejde med og lære en masse utroligt dygtige kollegaer at kende.”

I relation til dette er karriere og rolleudvikling vigtigt for mange. Du om nogen lader til at have luret, hvordan man arbejder hårdt og holder motivationen oppe. Fortæl!

”Det der med motivation er interessant! Nogle gange lader det til, at der er en forventning om, at man altid skal være motiveret for at komme derhen, man gerne vil. Jeg tror på det modsatte; motivationen kommer og går, men det at klø på alle de gange, du ikke har lyst, er det der får dig frem. Der tales for lidt om udholdenhed og tålmodighed. Og så findes der selvfølgelig strategier, der gør arbejdet lettere, for eksempel at sætte små delmål.”

Her til sidst – du skal ofte svare på spørgsmål om fremtiden og potentielle udfordringer for Lime. Men hvis du på samme måde skulle tænke over din egen rolle, hvad tror du så bliver sværest ved at være administrerende direktør?

”Sjovt, det var et nyt perspektiv! Vi er en stabil virksomhed, og jeg er omgivet af enormt kompetente mennesker, så heldigvis behøver jeg ikke være ekspert i alt. Lime er, og vil altid være, teamwork. Når det så er sagt, kommer jeg til at have et større overordnet ansvar og selvfølgelig skulle arbejde med en del aspekter, der er nye for mig. At træde ind og opbygge tillid til et bredere marked, som den offentlige virksomhed vi er, bliver for eksempel en spændende udfordring.”

Til hverdag bor Nils med sin familie i Stockholm. Ud over at være engageret i sine børns mange aktiviteter indrømmer han at være hoppet med på padel-bølgen.